Lørdag d. 16/7-2016

Lørdag d. 16/7 blev det endelig tid til at tage turen til Randers for at hente Carlos hjem. Han sov på skødet af mig hele vejen, og tog alle nye oplevelser helt roligt. Der var ingen ynk eller piv fra hans side. Pedro tog heldigvis rigtig pænt i mod ham (det havde vi nu også forventet – det er altså bare en nem race!). Han skal dog lige lære, hvor hårdt man kan gå til den lille nye legekammerat, og Carlos skal lige lære at føle sig helt tryg ved Pedro.

Første nat gik også rigtig fint. Han sov i bur ved siden af mig, og skulle kun op for at tisse en enkelt gang. Hvis han pev lidt, skulle han bare lige vide, at vi stadig var der, og så sov han ellers videre. Vi krydser fingre for, at han fortsætter med at være så nem! 

Nu skal han lige have lov til at falde til i de nye omgivelser, og så vil jeg så småt påbegynde træningen af ham.

For at lære ham at søge omkring mig, vil jeg kaste lidt foder i græsset foran mig som han kan søge efter. Det skulle forhåbentlig være starten på, at få en hund som søger på den rigtige måde i forhold til de prøver vi gerne skal til engang. Derudover vil jeg introducere ham til klikker, og lære ham lidt basale ting, som fx. kontakt og sit og træne lidt med platformen, så han finder ud af, at den bare er en alletiders godbidmaskine! Jeg vil også træne lidt forstadier til apport. Jeg ved ikke helt hvordan endnu, da det kommer lidt an på om han er vildt glad for at aflevere det han henter, eller om han aller helst vil beholde det for sig selv.

Billeder og lidt beskrivelse af træningen vil komme, når vi så småt er begyndt.

Leave a comment

Blog at WordPress.com.

Up ↑