Platformstræning

Ja, jeg kan nok ikke løbe fra, at jeg synes ovenstående er et super godt træningsredskab. Jeg vil bl.a. bruge det til at indlære “stop/sit” på afstand og så synes jeg bare, det er super vigtigt her i starten, at hvalpen får nogle gode vaner med at sidde foran mig, og give kontakt. Her skulle han gerne aflevere en masse fugle en gang i fremtiden.

Der findes forskellige måder at indlære platformen på, men hvis det skal bruges som jeg ønsker det skal man bruge positiv forstærkning (belønning – typisk med godbidder), så hunden forbinder platformen med noget rart og aktivt selv søger den. Min idé er jo, at han skal kunne sendes ud og fløjtes i “sit”, og hvis jeg tvinger ham op på platformen, vil han nødigt hen til den, hvis han har lært at forbinde den med ubehag. Derudover er det bare så meget nemmere (og hurtigere) at lære hunden det ved hjælp af positiv forstærkning (belønning), i stedet for mange gange fysisk at placere hunden der og straffe når den flytter sig (ved at skælde ud og/eller fysisk tvinge den tilbage). Arbejder man på denne måde, vil hunden måske nok lære at gå til platformen, men den vil udelukkende gøre det for at undgå ubehag, og dermed ikke med samme iver. Jeg tror på, at det skaber en meget mere arbejdsvillig og stabil jagthund, hvis træning er med belønning fremfor straf, så den kommer til at synes, at det bare er det fedeste at gøre som jeg siger!

For at indlære, at Carlos selv går op på platformen, har jeg brugt shaping. Shaping vil sige, at jeg gradvist træner mig frem mod målet = at sidde på platformen med front mod mig. Jeg vil lige forsøge at forklare hvordan jeg har gjort:

Platformen har jeg lagt på jorden og stiller mig hen til den med front der, hvor jeg ønsker, at han skal ende med at sidde. Så belønnede jeg med et “dygtig” (her kunne jeg have brugt klikker, da den er mere præcis) og en godbid, når han har nærmede sig platformen. Så ventede jeg til han satte poten på og belønnede det. Og da han så satte begge poter op på belønnede jeg det osv. indtil han havde alle 4 poter på. Man kan bruge godbidder til at lokke lidt, hvis hunden absolut ikke viser interesse for den (kun et par gange som starthjælp, ellers er der ikke meget frivilligt over træningen alligevel). Men det er meget vigtig, at man tager det i små step og man skal ikke forvente, at hunden sidder der første gang man træner det. Måske man bare skal være tilfreds med, at den ene pote er på, og så forsøger man sig igen dagen efter. Og så er det meget vigtigt at huske på, at bare fordi man sluttede dagens træning med, at hunden havde alle fire poter på, så er det ikke ensbetydende med, at det er det, man skal forvente næste gang man træner. Hvis hunden næste gang er i tvivl, er det bedre at starte igen med at belønne for en pote på, eller hvad den nu tilbyder, og så kan det være, at der ikke skal så mange forsøg til, før det lykkes 2. gang.

Her har jeg lavet en meget kort video, hvor jeg viser, hvor fint Carlos søger den. Vi træner kun det her et par gange, og ikke nødvendigvis hver dag. Men jeg synes da helt sikkert det ser ud som om, at han har fanget ideen.

imageimage

Leave a comment

Blog at WordPress.com.

Up ↑