Træning i fremmede omgivelser

Vi har holdt et par dages ferie i sommerhus ved Odsherred og det gav anledning til nogle små “skjulte” træningssessioner i løbet af dagene. Når man har så ung en hund, synes jeg, at alt hvad vi laver, er en form for træning. Det gælder dog i høj grad også Pedro, selvom han er fyldt et år.

Der blev bl.a. trænet “god-til-at-sidde-i-bilen-og-vente” og kontakt til mig i alle mulige situationer. Han fik hilst på børn/voksne/fremmede hunde, spist på cafe (det var primært os som spiste, og hundene som kiggede på), og øvet sig i at sove på en fremmed sofa 😉

Han er blevet rigtig god til at søge kontakt. Jeg har rost og belønnet med godbid hver gang han har kigget på mig, når vi fx gik ture. Jeg har ikke gjort noget, for at få ham til at kigge, men bare været opmærksom på ham, og belønnet den ønskede adfærd. Så kommer det helt af sig selv og når han er blevet rigtig god, kan jeg lige trække tiden lidt, før han får en belønning. På den måde vil hans opmærksomhed være på mig i længere og længere tid.

Han er begyndt at snuppe ting – sko, sokker eller hvad han nu lige kan finde i huset. Ikke for at ødelægge det, men for at gå rundt med det. Det har jeg udnyttet lidt, til at lære ham, at han trygt kan komme til mig, selvom han har noget i munden (som forberedelse til “apport”). Jeg mener ikke, at det svære består i at lære ham at løbe ud til noget jeg kaster (det vil de fleste hunde vist gerne),så det har jeg ikke rigtig gjort noget i. Jeg synes, det må være mere vigtigt, at den har lyst til at komme til mig med det den skal løbe ud efter, og derfor tager jeg det ikke fra ham. Jeg sætter mig på hug og “kalder” ham hen (han kommer gerne selv løbende, når man virker indbydende) og så roser jeg ham, når han er henne hos mig og jeg nusser ham lidt. Det synes jeg umiddelbart virker fint. Skulle jeg have brug for at tage tingen fra han, giver jeg en godbid.

Og nej, jeg er bestemt ikke bange for, at han så spytter det ud, han har i munden, når han får en godbid. Det vil han muligvis gøre et par gange, men så er det ligesom med alt andet, et spørgsmål om at belønne for den ønskede adfærd og ignorere den uønskede. Dvs. hvis han spytter genstanden ud, så holder jeg godbidden tilbage og afventer, at han tager den op igen, og når jeg får det i hånden, får han sin godbid. I en træningssituation bruger jeg aldrig straf, som i det her tilfælde kunne være “NEJ, “FY”, eller hvad man nu siger til sin hund. Jeg ønsker kun, at den forbinder det med noget positivt.

Det skal dog stadig siges, at vores hunde udmærket kender ordet “NEJ” (man behøver i øvrigt ikke råbe det, hvis hunden bare har lært hvad det betyder) og de bliver bestemt også opdraget, så det er nogle dejlige hunde at være sammen med – også når vi bare slapper af.