Træning hos klikkerklog.dk

Søndag kørte Carlos og jeg til Sjælland, for at træne hos hos Camilla Dindorp (klikkerklog.dk).
Min ide med Carlos er jo, at vi primært træner selv, men køber enetimer hos en med erfaring indenfor jagt og jagttræning, når vi har brug for sparring og tips til, hvilke ting vi skal have fokus på, og hvilke ting som måske er knap så relevant for en jagthund.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at man finder en træner som man har tillid til og jeg har derfor undersøgt hvilke tilbud der findes rundt omkring. Her på Fyn er det ikke lykkedes mig at finde noget. Altså der er masser af dygtige trænere, men jeg søger en som har noget uddannelse inden for træning og adfærd og som samtidig har erfaring inden for jagt. Det er meget vigtigt for mig, at der er noget teori bag ved det vi laver og ikke bare ”sådan har man altid gjort”.

Jeg faldt tilfældigt over klikkerklog.dk og det tiltalte mig, at Camilla reflekterer meget over de ting hun gør og så synes jeg det er forbilledligt, når en med stående jagthunde bruger belønning og ikke straf til indlæring. Det er en hund med et  stærkt jagtinstinkt og min oplevelse er, at det er svært for mange, ikke at ty til grovere metoder, når man har med den type hund at gøre. Det er ærgerligt, og jeg tager hatten af for alle dem som i stedet for at følge med strømmen, tænker over hvilken hundeejer de gerne vil være, og hvordan de ønsker at behandle deres hund.

Det var en super god oplevelse og vi kom hjem med mange gode ideer til, hvordan jeg skal fortsætte træningen. Jeg vil fx gerne have at Carlos sætter sig, når han letter en fugl/hare og det har jeg været meget i tvivl om, hvordan jeg skal træne. Det er for tidligt for ham at bruge vildt til træningen, så jeg har ikke lige haft nogen ide til, hvordan jeg kan forberede ham allerede nu. Det fik vi nogle redskaber til, og jeg glæder mig meget til at komme i gang.

Jeg kan kun anbefale at købe en enetime hos en dygtig træner en gang i mellem. Det giver blod på tanden, og man får virkelig meget ud af det, når man bare er der selv. Det giver mulighed for at stille alle de spørgsmål man har, og der er fuld fokus på DIG.
Jeg vil forsøge at få taget noget video af vores træning en af dagene, så man kan følge med i udviklingen.

2 thoughts on “Træning hos klikkerklog.dk

Add yours

Leave a comment

Blog at WordPress.com.

Up ↑