Træning på platform – video

Jeg har en ide om, at hundene skal lære at være ”parkeret” mens den ene hund trænes, og til det vil jeg bruge platformen. Man gør det jo i zoo og andre steder, hvor man har flere dyr som man træner med samtidig. Hvis det engang skal være rigtig avanceret, må jeg have indlært et eller andet kendetegn på platformen, så hunden ved hvilken platform, som tilhører den.
Det har jeg ikke lige gennemtænkt endnu!

Jeg synes videoen viser en situation, hvor jeg går lidt længere end Carlos er klar til. Man ser et par gange, at han går af platformen og frem mod mig, og her vælger jeg så at afvente og se, om han selv går tilbage. Da han ikke gjorde det, gik jeg hen for at belønne Pedro (ham skal jeg jo også huske!) og så løb Carlos tilbage på platformen igen. Det er vigtigt, at jeg derefter ikke går helt så langt væk fra ham igen, så han i stedet gradvist lærer at jeg går længere og længere væk. Her kræver det, at jeg hele tiden læser ham, og hvor langt vi er nået, så jeg ikke risikerer, at han bare lærer at gå, når han føler for det. Og som jeg ofte skriver, så er det meget vigtigt, at jeg ikke forventer, at han kan det samme idag, som han kunne i går. Når han er så ung, vil jeg altid starte nogle skridt tilbage, i forhold til sidste gangs træning, så han føler sig sikker i øvelsen igen inden vi går videre.

Jeg ville aldrig vælge at tage fat i ham og sætte ham retur, eller skælde ham ud, når han går væk. Her kan jeg kun skælde mig selv ud, for at være gået for langt. Det er utrolig vigtigt, at platformen er en god ting, og at han altid forbinder den med noget godt.

De får i øvrigt altid “fri”, når jeg afslutter en øvelse, så der ikke er tvivl om, at de må bevæge sig frit igen. Hvis jeg bare gik fra dem, ville det ødelægge deres “bliv”, fordi de vil forbinde det med, at de kan flytte sig, når det passer dem. Hvis jeg sørger for at give fri, når jeg har bedt dem sætte sig, så skulle de gerne lære at blive til de får besked på andet. Dette er vigtigt for den fremtidige jagttræning, da et stabilt “bliv” er uundværligt.

Leave a comment

Blog at WordPress.com.

Up ↑