Carlos og kaninerne

Jeg har længe gået med tanken om, at det var tid til en ekstra udfordring i vores træning, og jeg har derfor spekuleret en del i, hvad næste skridt kunne være.

Jeg synes, det er gået så fint med Carlos i træningen, både hjemme og ude blandt andre og med forstyrrelser. Han er altid fokuseret på mig. Derfor fik jeg den ide, at vi skulle forsøge os med den ultimative prøvelse – kaningården! 😀

For at sikre mig, at hans første tur skulle gå så godt som muligt, ville jeg ikke bare selv forsøge mig, og jeg ville gerne være sikker på at have støtte af en som ved, hvad man skal gøre og ikke skal gøre. Derfor tog vi turen til Slagelse og besøgte Anja, som har Hunter’s Limited. Det er her vi har været på kursus med Thomas Stokke og jeg ved derfor, at hendes faciliteter i orden og at hun træner på en måde, som passer til os.

Carlos har aldrig haft med vildt at gøre. Dvs. vi har aldrig trænet stopsignal og apportering med andet end en tennisbold og dummyer. Jeg var derfor meget spændt på hans reaktion, og om jeg ville kunne styre ham. For at sikre os, at han ikke ville få succes med at stikke af, har Anja altid en laaang line på hunden indtil man har helt styr på det. Og puha sikke en udfordring! Anjas kaningård er meget åben og med ikke så højt græs, så Carlos kunne se dem hoppe rundt hele tiden. Han var virkelig tændt og jeg havde fået min sag for. Det kræver rigtig meget af føreren at sikre sig, at hunden er under kontrol og Carlos er bestemt ikke en langsom hund. Jeg skal også lære, hvordan jeg skal bevæge mig og hvornår jeg skal stoppe ham osv. Selvom snoren endte med at blive stram en del gange, så følte jeg, at han stadig kunne stresse ned og fokusere på mig og det jeg bad ham om. Jeg fik et par gode stop for kaniner som løb, og han søgte fint omkring mig, selvom kaninerne hoppede rundt foran og ved siden af os.

Vi tog afsted igen ugen efter og her havde vi Mads og Pedro med også. Hundene får to ture og mellem hver tur får de en pause i bilen. Det er meget hårdt for dem at være i kaningård selvom det kun er omkring 10 min. pr. gang.

2. gang gik det rigtig godt med Carlos og han fik et fint flush og satte sig som han skulle. Vi ville derfor stoppe med det, men som den erfarne træner Anja er, så havde hun luret, at min svage side er, at jeg har så svært ved at slippe kontrollen og stole på min hund. Derfor insisterede hun på, at vi gik turen tilbage til lågen uden snor på. Nu havde vi lige søgt stykket af så vi vidste, at der ikke ville være gemte kaniner på vejen. Jeg var meget skeptisk og bestemt ikke tryg ved situationen, men Anja forsikrede mig om, at alt ville gå fint og hun havde selvfølgelig ret. Og sikke et selvtillidsboost! Tak til Anja for det 🙂

Pedro er jo et år ældre end Carlos, men har været længere tid om at blive klar til nye udfordringer. Han har sværere ved at finde ro i uvante og stressende situationer og vi var derfor meget spændte på, hvad der ville ske med ham i kaningården. For ikke at udfordre ham for meget, blev de derfor i den ene ende af kaningården, hvor der bare er fært og hvor der ikke ligger gemte kaniner, som springer op lige for næsen af ham. Han kan stadig se kaninerne hele tiden og det den her form for træning går ud på, er at træne hunden i at fravælge en (meget stor i det her tilfælde) fristelse og stadig høre efter hvad føreren siger. Det er svært at bruge godbidder i de her situationer, da hundene stresser en del, og derfor ser man også i videoen, at jeg propper godbidder ind i munden på Carlos og tvinger ham til at spise den. Han kan ikke spise og stresse samtidig, og jeg brugte samme metode, da vi havde Bierdni, som var en stresshund. For Pedro var belønningen til gengæld, at hvis han sad roligt og kiggede på Mads, så fik han lov at søge videre. Det fungerede rigtig godt og Pedro overraskede ved faktisk at håndtere situationen meget bedre end forventet. Selvom det er samme race vi har, er det altid vigtigt at tage hensyn til deres forskelligheder og det kom virkelig til udtryk i kaningården. Det var rigtig godt, at vi har ventet med at udsætte Pedro for så stor en fristelse, mens Carlos har håndteret det fint, selv om han er et år yngre og ikke så lydighedstrænet som Pedro.

Som jeg har forstået det, så bruger mange kaningården helt anderledes. Her bliver hunden lukket fri derind og så spæner den ellers rundt efter kaninerne. På den måde får man fart i hunden og gør den rigtig tændt. Bagefter tager man den så i snor og med magt og ufine metoder, får man sat den godt på plads, så den lærer ikke at rende efter kaninerne. Det er en øv-måde at gøre det på, synes jeg, og ikke fair over for hunden. Mit mål med den træning jeg laver med Carlos, er at sikre mig, at han er tændt og glad og derfor har masser af fart, og jeg synes det virker indtil videre. Klart at det ville være nemmere at skælde ham ud og straffe ham, når han løber efter kaninerne, men jeg synes bare ikke det er sjovt at være sådan overfor min hund, som jeg er meget glad for, og jeg vil gerne have, at han kan stole på mig og ikke føler sig trykket af mig. Jeg tror, man får en meget mere stabil og arbejdsvillig jagthund ved at belønne den i stedet for at straffe den. Straf skaber usikkerhed og det tror jeg ikke er en fordel, hvis jeg vil til prøver med Carlos. Her gælder det om, at han skal vise masser af fart og god stil i sit søg og en høj grad af lydighed, når der bliver skudt noget. Jeg tror på, at de to ting kombineres bedst ved at arbejde positiv med hunden.

Her kommer lige en video af 2. gang vi er i kaningård. Øvelsen her er, at han bliver ved mig og søger, selvom der er mange kaniner som hopper rundt ved siden af. Jeg øver også stop, så han ved hvad det betyder og hvis han får øje på en kanin som løber, så stopper jeg ham, så han forhåbentlig lærer, at når noget løber, så stopper man. Det er svært, skulle jeg lige hilse at sige, da enhver hund ville finde sit indre jagtindstinkt frem og sætte efter sådan en uldtot.