Carlos som jagthund

Så var Carlos og jeg endelig afsted på jagt.

Arrangementet var lavet som en træningsdag for hund og fører og foregik som en rough shooting som det vil gøre på markprøve. Kort fortalt går jeg med Carlos og med en skytte på hver side, som så skyder det Carlos letter.

Vi startede ud med at lette en fasan, som blev skudt. Carlos gjorde fuldstændig som han skulle. Satte sig og afventede signal fra mig om, at han må hente den. Lidt efter lettede han to fasaner, hvor den ene blev skudt. Her valgte jeg dog at give apporteringen videre til en anden, for at Carlos ikke forventer, at han altid skal hente.

Efterfølgende skiftede vi terræn og skulle gå i et levende hegn langs en mark. Her lettede vi først en fasan, som også bliver skudt. Carlos sætter sig fint som han skal, men da fuglen rammer jorden, er det lige fristende nok, og Carlos beslutter sig for at hente den. Heldigvis får jeg ham stoppet ved at råbe op, så han ikke får succes med det. Han skal blive siddende til han får besked på andet. Vi slutter af med et flush mere, hvor fuglen ikke bliver skudt.

Jeg er rigtig godt tilfreds med Carlos’s indsats. Han stak ikke af efter noget, han var hele tiden i kontakt med mig, og han hørte efter de signaler jeg gav ham. Alt sammen ting jeg var bekymret for kunne ske. Ikke fordi det er noget han har haft tendens til, men jeg vidste jo ikke hvordan han ville reagere.

Jeg må dog have trænet lidt mere ro, så han bliver siddende uanset hvor svært det er. Det vil jeg bl.a. gøre ved at sætte ham af i alle de situationer jeg kan komme til det. Fx tog jeg Pedro med ud for at træne søg i går, og Carlos blev sat af midt på marken. En gang i mellem kastede jeg en dummy hen til ham, som han skal lade ligge. Han er utrolig glad for at apportere og finder det meget fristende, når han kan se en dummy på jorden. Jeg går selvfølgelig hen og belønner ham med en godbid en gang i mellem.

Derudover træner jeg, at han skal sidde stille mens jeg kaster godbidder omkring ham. Lidt som vi gjorde da han var hvalp. Jeg har ikke været flittig til at holde det ved lige, så det må jeg hellere komme i gang med at få genopfrisket. Jeg kan godt se, at det er en svær øvelse for ham, så det må jeg være bedre til at træne.

Den kommende lørdag skal vi på afsted til en lignende træningsdag. Jeg glæder mig til at se om det giver pote, at vi har sat fokus på roen i denne uge (og fremover selvfølgelig).

Leave a comment

Blog at WordPress.com.

Up ↑